Vi fødes, vi dør… og mellem de to begivenheder
skal vi finde vores etiske spor

 

Etik er ansvar. At opleve og erfare, at man ikke kan gøre hvad som helst, men er forpligtet på at tage hensyn. At tage vare på andre og andet end blot sig selv.

Etik er tøven. At tillade sig at overveje, hvordan de værdier, man tror på, bedst kan blive bragt til live i en kompliceret tilværelse.

Etik er valg. Svære valg i en tilværelse, hvor vi sjældent står i valget mellem godt og ondt, men ofte i valget mellem onder.

Etik er i det små og i det store. I hver eneste dagligdags møde mellem mennesker, i måltiderne vi spiser og i visionerne for fremtiden. Man kan ikke undslippe de etiske valg – kun træffe dem mere eller mindre velovervejet.

Alt, hvad vi gør, rummer derfor etiske dimensioner. Nogle er vi så vant til, at vi slet ikke tænker over dem. Falder en fremmed foran os på gaden, er vi ikke nødt til at standse op og overveje situationens etiske aspekter, før vi træder hjælpende til. Men i en lang række andre situationer, kan vi komme i tvivl om, hvilken retning vores etiske værdier peger os i – eller opdage, at det, vi føler os sikre på, er det rette, måske ikke er så indlysende alligevel.

De færreste er i tvivl om, at klimaforandringerne er et problem, men hvad vi skal stille op, er mere uklart. Og svarene afhænger i høj grad af vores værdier. Hvad skylder vi fremtiden og skal vi kun beskytte naturen for vores egen skyld eller også for naturens skyld? Er klimaforandringerne blot en utilsigtet bivirkning ved en ellers uproblematisk vestlig kultur? Eller er de snarere et symptom på en kultur, der er kørt ud på et vildspor i forhold til den verden, som vi tilhører med biologi, sind og ånd? Er opgaven at finde ud af, hvordan vi med teknologiens hjælp kan fortsætte med at forandre verden til at passe til vores nuværende livsstil, eller er opgaven snarere at forandre vores livsstil, så vi passer bedre ind i den verden, som er os givet?

Vi anvender dyr til forskning, fødevarer, underholdning og som en del af vores familier. Men hvad skylder vi egentlig dyrene? Er de ressourcer, som vi kan udnytte til at tjene os, eller er dyrene deres egne og skal vi have gode grunde for at bruge dem til vores formål? Og hvad er egentlig en god grund? Forsøgsdyr, der anvendes til at forske i alvorlige kræftsygdomme, grise, der kastreres og halekuperes uden bedøvelse for at sikre billigt bacon, kaniner, der tilbringer hele deres liv i en kasse i baghaven og giraffer, der aflives, fordi de ikke passer ind i zoologiske havers avlsmål. De forskellige situationer stiller alle særlige etiske spørgsmål, men også fælles. Og det vigtigste af disse er, hvordan det etiske forhold mellem mennesker og dyr bør forstås.

Bioteknologien giver os mulighed for at udøve en enorm magt over det levende. Vi kan redigere i det levendes arvemasse, indsætte gener fra en art i en anden, klone dyr og mennesker og bruge et utal af teknologier til at hjælpe hinanden med at få børn. Man kan se bioteknologien som en meget kraftfuld hammer. Et værktøj, der giver os store muligheder. Men som enhver, der har stået med en hammer i hånden ved, så er man nødt til at vide, hvad man vil med den, før man begynder at svinge den. Og her kommer etikken ind som stedet, hvor vi kan overveje, hvad vi bør gøre af alt det, som vi kan gøre.

Når vi er syge og når vi skal dø er vores sårbarhed og skrøbelighed svær at komme uden om. I mødet med sundhedsvæsenet er vi udleveret til hinanden. Derfor er det ikke så underligt, at den medicinske etik flyder over med svære spørgsmål. Fra mødet mellem behandler og patient til spørgsmål om organdonation, genoplivning, aktiv dødshjælp, sundhedsdata, prioritering i sundhedsvæsenet og tvangsbehandling af psykisk syge. Vi har magt over hinanden, men hvordan vi bruger den til det bedste for hinanden, er et etisk spørgsmål.

Etikken er stedet, vi mødes for at tale om alle disse ting. Finder ud af, hvad vi ved og hvad vi ikke ved. Overvejer hvilke værdier, som bør lede os i de mange valg og prøver at finde ud af, hvordan vi kan leve med alle vores uenigheder. Det er ikke nødvendigvis let at blive enige. Ikke bekvemt at forholde sig kritisk til vores egne værdier og ikke ukompliceret at finde tid og mod til at prøve at forstå hinanden. Til gengæld er det både udfordrende, givende og først og fremmest vigtigt, hvis vi skal finde en vej frem, hvor der er plads til både os selv og de, som vi er uenige med.